Forside Vedtægter

Vedtægter

Vedtægter Sundby Boldklub

 

  • 1 Klubben 

Stk. 1
Klubbens navn er Sundby Boldklub og er hjemmehørende i Københavns Kommune.

Stk. 2
Klubben er stiftet den 30. juni 1922.

Stk. 3
Klubben er tilknyttet Dansk Idræts Forbund og derunder Dansk Boldspil Union som Københavns Boldspil Union, og er derfor som sådan underkastet disse organisationers love og bestemmelser.

  • 2 Formål

    Stk. 1
    Klubbens formål er at virke til fremme og udvikling af boldspil og andre idrætsformer på Amager.

Stk. 2
At medvirke til at interessere ungdommen for idræt.

Stk. 3
At virke for forståelse og kammeratskab blandt idrætsfolk.

  • 3 Medlemmer

Stk. 1
Som medlemmer optager klubben alle personer – såvel aktive som passive mænd, kvinder, drenge og piger.

Stk. 2
Seniorafdelingen består af både dame- og herreseniorer.

Stk. 3
Ungdomsafdelingen består af både pige- og drengeafdelinger.

  • 4 Indmeldelse

Stk. 1
Indmeldelse er bindende for alle aktive og passive medlemmer for det løbende halvår.

Stk. 2
For personer under 18 år kan indmeldelse kun ske med tilladelse fra forældre eller værge.

  • 5 Udmeldelse og udelukkelse

Stk. 1
Udmeldelse skal ske skriftligt til klubbens kontor senest den 20. i den sidste måned af den løbende betalingsperiode.

Stk. 2
Er et myndigt medlem i kontingentrestance med mere end 30 dage efter betalingsfristen, skal bestyrelsen udelukke medlemmet med 8 dages skriftlig varsel, med mindre det skyldige beløb betales inden 8 dage.

Stk. 3
Er et myndigt medlem i kontingentrestance med mere end 20 dage efter betalingsfristen, må han eller hun ikke spille turneringskampe.Dette meddeles af bestyrelsen til holdlederen eller træner, som så er ansvarlig for effektuering, fra førstkommende turneringskamp.

Stk. 4
Er et umyndigt medlem i kontingentrestance med mere end 2 kvartaler, kan bestyrelsen udelukke vedkommende med 8 dages varsel, med mindre skriftlig aftale er indgået og denne overholdes.

Er et umyndigt medlem i kontingentrestance med mere end 30 dage efter betalingsfristen, må han/hun ikke spille turneringskampe.

Stk. 5
Bestyrelsen kan, når mindst 6 af bestyrelsesmedlemmerne stemmer for, udelukke et medlem.

Stk. 6
I alle tilfælde, hvor en udelukkelse skal behandles på en generalforsamling, har medlemmernes krav på at få meddelelse herom senest 3 dage før denne, ligesom medlemmet har adgang til denne med ret til at forsvare sig. Spørgsmålet om udelukkelse skal optages som særskilt punkt på dagsordenen. Et medlem, der er udelukket i henhold til en generalforsamlingsbeslutning, kan kun genoptages som medlem ved en ny generalforsamlingsbeslutning.

Stk. 7
Idømmes en spiller karantæne af lokalunionen for en grov eller voldelig sportslig forseelse, kan bestyrelsen udvide lokalunionens karantæneperiode.

Inden dette sker skal bestyrelsen indkalde vedkommende spiller og træner, således at de har mulighed for at blive hørt. Ved gentagne tilfælde skal bestyrelsen udelukke spilleren jævnfør § 5, stk. 6 og § 14, stk. 2.

  • 6 Kontingent

Stk. 1
Størrelsen af kontingentet fastsættes af generalforsamlingen.

Stk. 2
Bestyrelsen kan beslutte, at et eller flere medlemmer får helt eller delvist frit kontingent.

Stk. 3
Kontingentet, der skal betales forud, opkræves pr. giro, dankort eller pbs. Såfremt opkrævningen ikke skulle finde sted, er det ethvert medlems pligt at betale direkte til klubbens kasserer.

Stk. 4
Bestyrelsen skal løbende sikre, at opkrævningen af kontingentet sker på en effektiv måde. Ekstra udgifter i forbindelse med opkrævninger pålignes medlemmerne.

  • 7 Generalforsamlingen 

Stk. 1
Generalforsamlingen er med de indskrænkninger, som disse love foreskriver, den højeste myndighed i alle foreningens anliggender.

Stk. 2
Generalforsamlingen indkaldes med mindst 3 ugers varsel. Indkaldelse skal ske ved bekendtgørelse på klubbens hjemmeside samt tillige ved opslag i klubbens lokaler.
Endelig dagsorden bekendtgøres senest 1 uge før generalforsamlingen ved bekendtgørelse på klubbens hjemmeside samt ved opslag i klubhuset.
Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
Forslag, der skal behandles på generalforsamlingen, skal ligge til gennemsyn i klubben 1 uge før generalforsamlingen.

Stk. 3
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer.

Stk. 4
Alle sager med de i nærværende love fastsatte undtagelser, afgøres ved almindeligt stemmeflertal blandt de fremmødte.

Stk. 5
Stemmeret kan udøves ved personligt fremmøde af alle seniorer, såfremt de ikke er i kontingentrestance og har været medlem af klubben i de seneste 3 måneder inden generalforsamlingen.

Valgbar er alle medlemmer over 18 år, såfremt de ikke er i kontingent restance og har været medlem af klubben i de sidste 3 måneder inden generalforsamlingen. Forudsat der ikke er tale om personer der er ansat af Sundby Boldklub, såsom administrationsmedarbejder, forpagter mm.

Stk. 6
Generalforsamlingen kan ikke foretage bindende beslutninger til sager, der ikke er opført på dagsordenen.

Stk. 7
Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der leder forhandlingerne og bestemmer afstemningsmåden.
Skriftlig afstemning skal dog finde sted, når mindst 1/2 af de fremmødte medlemmer forlanger det.
Alle afstemninger om udelukkelse skal dog foregå skriftligt.

  • 8 Ordinær generalforsamling 

Stk. 1
Den ordinære generalforsamling afholdes i sidste uge af oktober måned hvert år.

Stk. 2
Dagsorden skal omfatte følgende punkter:

  1. 1. Valg af dirigent
  2. 2. Beretning om foreningens stilling og virksomhed i det forløbne år
  3. 3. Forelæggelse af det reviderede driftsregnskab for det forløbne år, samt statusopgørelse pr. 31. december til godkendel
  4. 4. Fremlæggelse af et driftsbudget for det kommende år til godkendelse, herunder kontingentets størrelse
  5. 5. Behandling af indkomne forslag (herunder ændringer), j § 15, stk. 1 & 2
  6. 6. Valg til bestyrelse jævnfør 10, stk. 2 og 3
  7. 7. Valg af revisor jævnfør 12, stk. 1
  8. 8. Eventuelt

Stk. 3
Protokollen over samtlige bestyrelsesmøder i det forløbne år skal være til stede ved generalforsamlingen, således at alle fremmødte medlemmer kan se i denne efter ønske.

Stk. 4
Generalforsamlingen kan pga. manglende oplysninger eller for knap tid bestemme, at generalforsamlingen afbrydes med en efterfølgende generalforsamling til følge.
Denne nye generalforsamling skal dog afholdes senest 1 måned efter den ordinære generalforsamling.

  • 9 Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, såfremt denne skønner det nødvendigt.

Stk. 2
Ekstraordinær generalforsamling kan ligeledes begæres afholdt, når mindst 25 af de stemmeberettigede skriftligt forlanger det.
Såfremt det indtræffer, skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter opfordring hertil, ledsaget af den til behandling ønskede dagsorden, som er kommet bestyrelsen i hænde.

  • 10 Bestyrelsen

Stk. 1
Klubbens daglige ledelse forestås af bestyrelsen.

Stk. 2
Bestyrelsen vælges på den årlige generalforsamling og består af følgende ni personer:

  1. a) formand b) kasserer
  2. c) sekretær d) herreleder
  3. e) ungdomsfodboldleder f) dameleder
  4. g) Børnefodboldleder
  5. h) Første bestyrelsesmedlem i) Andet bestyrelsesmedlem

Således at formand, sekretær, ungdomsleder, børnefodboldleder, første bestyrelsesmedlem vælges på ulige år.
Kasserer, herreleder, dameleder, andet bestyrelsesmedlem vælges på lige år. Stk. 3
Derudover vælges hvert år 3 suppleanter til bestyrelsen, bestående af en ungdoms-/ børneledersuppleant, en herre-/dameledersuppleant og en suppleant for første og andet bestyrelsesmedlem.

Stk. 4
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, inden for rammerne af den på generalforsamlingen valgte arbejdsstruktur.

Stk. 5
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 5, deriblandt mindst 2 af følgende tre; formand, kasserer og sekretær, er til stede.

Stk. 6
Bestyrelsen skal føre protokol over generalforsamlinger, bestyrelsesmøder, og vigtige begivenheder inden for klubben.

Stk. 7
Skulle et medlem af bestyrelsen udtræde i utide, kan bestyrelsen besætte den ledige post med en suppleant.Denne regel gælder dog ikke for formand og kasserer posterne. Stk. 8
En suppleant har stemmeret, hvis det bestyrelsesmedlem han/hun er suppleant for, ikke er til stede ved bestyrelsesmødet.

Stk. 9
I det tilfælde at der ikke er en suppleant, der kan eller har lyst til at overtage det udtrædende bestyrelsesmedlems ansvarsområde, skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling for at dække den manglende bestyrelsespost.

Stk. 10
Et bestyrelsesmedlem må ikke deltage i behandlingen af en sag/konflikt mm, såfremt vedkommende kan have særinteresser i sagens afgørelse, fex.økonomiske interesser.

  • 11 Regnskabet

Stk. 1
Foreningens årsrapport skal udarbejdes i overensstemmelse med god regnskabsskik og underskrives af hele bestyrelsen og en eventuel administrator. Regnskabsåret er kalenderåret.

Stk. 2
Klubbens kasserer skal inden en måned før generalforsamlingen afgive driftsregnskab og statusopgørelse pr. 31. december til revisorerne.

Stk. 3
Regnskaberne forsynet med revisorpåtegning, forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse.

Stk. 4
Genpart af regnskabet skal være tilgængeligt for klubbens medlemmer mindst en uge før den ordinære generalforsamling.

Stk. 5
Revisorerne skal til enhver tid have adgang til regnskabet og skal desuden øjeblikkelig foretage revision, hvis bestyrelsen skulle finde noget sådant påkrævet af hensyn til klubbens sikkerhed og omdømme.

  • 12 Revision

Stk. 1
Revisionen består af 2 på den ordinære generalforsamling valgte medlemmer, der vælges for to år ad gangen, men afgår skiftevis.

Stk. 2
Skulle en revisor få varigt forfald, kan bestyrelsen i hans sted vælge en anden, der dog kun fungerer indtil den næste ordinære generalforsamling.

  • 13 Udvalg

Stk. 1
Klubben har et antal stående udvalg: Restanceudvalg, dameudvalg, herreudvalg, ungdomsudvalg og materiale- og anlægsudvalg. Formænd for disse udvalg er en af bestyrelsen udpeget person, der udover at deltage i udvalget er ansvarlig for at holde bestyrelsen informeret om udvalgenes arbejde.

Stk. 2
Herudover nedsætter bestyrelsen efter behov de udvalg, som den finder nødvendigt af hensyn til klubbens trivsel. Disse udvalg vælger selv sin formand og arbejdsrammer. Bestyrelsen udpeger en kontaktperson til udvalget.

Stk. 3
Intet udvalg kan påføre klubben nogen som helst form for økonomiske forpligtelser uden bestyrelsens lovlige godkendelse.

Stk. 4
Klubbens bestyrelse har til enhver tid ret til at overvære udvalgsmøderne. Udvalgene er desuden forpligtet til enten skriftligt eller mundtligt på et bestyrelsesmøde at redegøre for deres arbejde.

  • 14 Medlemmernes pligter

Stk. 1
Medlemmerne er til enhver tid undergivet de af bestyrelsen fastsatte ordensreglementer.

Stk. 2
Det er ethvert medlems pligt at optræde på en sådan måde, at han er klubben til ære, såvel sportsligt som kammeratligt.

Stk. 3
Sundby Boldklub hæfter kun for sine forpligtigelser med den af Sundby Boldklub til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke Sundby Boldklubs medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse ud over forfaldne kontingenter.

  • 15 Lovændringer

Ny Stk. 1
Klubbens love kan kun ændres på den ordinære generalforsamling, eller om nødvendigt ekstraordinære generalforsamling som på lovlig måde er indvarslet for klubbens medlemmer jævnfør § 7, stk. 2.

Stk. 2
Lovændringer kan kun vedtages, når mindst 3/4 af de
fremmødte medlemmer på den lovligt indvarslede generalforsamling (ordinær eller ekstraordinær) stemmer herfor.

  • 16 Opløsning af klubben 

    Stk. 1
    Bestemmelser om klubbens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling.

Stk. 2
Til denne beslutningsmyndighed kræves, at mindst halvdelen af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 5/6 af de fremmødte stemmer derfor.

Stk. 3
Opnås et sådant flertal på en ikke-beslutningsdygtig generalforsamling, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor da beslutningen træffes med ovennævnte stemmeflerhed uden hensyn til de fremmødte stemmeberettigedes antal.

Stk. 4
På generalforsamlingen tages samtidig bestemmelse om det ved beslutning om klubbens opløsning, nødvendiggjorte salg af ejendele, afvikling af forpligtelser og anvendelse af formue, dog at simpelt stemmeflertal herved er afgørende. Klubbens eventuelle overskud ved opløsning, skal overgå til et almennyttigt formål.

  • 17 Klubhuset

Stk. 1
Så længe spiritusbevilling haves, skal klubben have et restaurationsudvalg bestående af 3 personer.
Revideret og vedtaget på den ordinære generalforsamling 30. oktober 2003 i overensstemmelse med § 15, stk. 1 og 2, hvorefter alle tidligere love og protokoltilføjelser er ophævet.

  • 18 Tegningsret 

Stk. 1
Foreningen tegnes udadtil af formanden og kasseren i forening. Ved køb på kredit, optaglse af lån på mere end 50.000 kr., eller påtagelse af særligt byrdefulde forpligtelser tegnes foreningen af ¾ af den samlede bestyrelse.

Stk. 2
Større lån eller forpligtelser over 100.000 kr., skal godkendes på en generalforsamling.

  • 19 Administration

Stk. 1
Kasseren har det daglige ansvar for foreningens midler, samt ansvaret for at der betales regninger og indkassering af kontingent.
Bortset fra en mindre kassebeholdning hos kasseren skal foreningens midler indsættes på klubbens konti i et pengeinstitut, fra hvilke konti der kun skal kunne foretages hævning ved brug af elektroniske bankprodukter.
Ved hævning af større beløb (max. Kr. 20.000) bekræftes validiteten af denne handling via en SMS bekræftelse fra formanden.

Alle indbetalinger til klubben det være sig kontingent, lokaleleje eller andre indbetalinger skal ske direkte til en af disse konti, ligesom også modtagne checks og postanvisninger skal indsættes direkte på en af klubbens konti.

Stk. 2
Bestyrelsen kan helt eller delvis overlade bogføringen til et registreret revisionsfirma, og/eller overlade opkrævning af kontingent, varetagelse af lønningsregnskab og udbetaling af faste (periodiske) betalinger til et pengeinstitut.

Stk. 3
Som sikkerhed for bestyrelsesmedlemmernes økonomiske ansvar over for foreningen og tredjemand, tegner foreningen sædvanlig ansvars og besvigelsesforsikring. Forsikringssummens størrelse skal oplyses i en note til årsrapporten.

Stk. 4
Bestyrelsen kan oprette separate konti til specifikke formål, såsom udvalg eller afdelinger. Samtidig med at der gives fuldmagt til udvalgsformanden eller anden udpeget person.

Revideret og vedtaget på den ordinære generalforsamling 27. oktober 2016 i overensstemmelse med § 15, stk. 1 og 2, hvorefter alle tidligere love og protokoltilføjelser er ophævet.

SB INFO